Kontakt os på 22 20 17 17

Det matrikulære indtryk fra Portugal

April 2024

Landinspektørfirmaet Ejendomsret har i 2024 sponseret en del af studieturen til Lissabon i Portugal for de specialestuderende ved landinspektørstudiet 10. semester fra Aalborg Universitet.

Læs med her hvilke oplevelser de fik med hjem til Danmark.

I uge 9 var de specialestuderende ved landinspektørstudiets 10. semester fra Aalborg Universitet på studietur til Lissabon i Portugal. Landet er, set fra Nordeuropa, nok hovedsageligt kendt for at være Spaniens lillebror, hjemland for Cristiano Ronaldo og portvin.

Men fra en landinspektørfaglig synsvinkel er landet også interessant af flere grunde. Siden det katastrofale jordskælv med efterfølgende tsunami i 1755 har landet haft et enormt fokus på at sikre sig imod naturens voldsomme kræfter. Samtidigt er landet også næsten jomfrueligt i en matrikulær henseende.

Det er således kun ca. halvdelen af landet, der er matrikuleret og ved kun 80 % af landets areal, ved myndighederne, hvem der ejer det. De resterende 20 %, hvor ejeren ikke kendes, består hovedsageligt af arealer i landdistrikterne, der ikke repræsenterer nogen større værdi. Portugiserne er dog meget knyttet til det område, hvor deres familie stammer fra. Mange holder derfor fast i jordlodder, de arver, uden dog at registrere dette ejerskab - formentlig for at spare ejendomsskatten.

For danske landinspektørstuderende virker det næsten utænkeligt, at et land kan fungere uden en matrikel. At Portugal aldrig har fået etableret en matrikel, skyldes formentlig, at landet siden slutningen af 1500-tallet har været præget af en svag central administration. Hvor Danmark i 1600-tallet fik en stærk central administration centreret omkring den enevældige konge, er den portugisiske historie i samme periode præget af naturkatastrofer, pestepidemier, borgerkrige og besættelse.

Der har således ikke været den politiske stabilitet og interesse, der er nødvendig for at kunne gennemføre den tidskrævende opgave, det er at matrikulere et helt land. Konsekvensen af dette er, at ejendomshandler i dag næsten udelukkende sker på et skøde, der angiver en adresse, men ikke ejendommens fysiske afgrænsning.

Under besøgene ved de forskellige institutioner tilsvarende Geodatastyrelsen og Tinglysningen, der behandler de matrikulære forandringer, virkede det dog ikke til, at en matrikulering af Portugal er højt prioriteret. I stedet arbejder man på at etablere en “simplificeret matrikel”. Dette er tilsvarende matrikelkortet i Danmark og viser ejendommenes fysiske afgrænsninger.

Disse udarbejdes af de enkelte kommuner på baggrund af synlige brugsgrænser ud fra ortofoto. Dette giver selvsagt en del problemer i forhold til at få de enkelte ejere til at acceptere ejendomsgrænserne, når disse ikke stemmer overens med den enkelte lodsejers opfattelse.

Et andet problem, portugiserne har oplevet, er, at man mangler fagprofessionelle med de kompetencer som svare til en dansk landinspektør. I Portugal bliver de matrikulære forandringer derfor i høj grad varetaget af enten jurister, der har suppleret med fag i landmåling eller landmålere der har suppleret med fag fra jura.

Så også i Portugal lød det til, at der var rige muligheder for en fremtidig karriere for os studerende og senere i arbejdslivet. Studieturen bidrog således med refleksioner omkring landinspektørens unikke kombination af forskellige fagligheder, der tilsammen sikrer, at fast ejendom håndteres på en tillidsfuld og retfærdig måde.

 

 

Specialestuderende ved landinspektørstudiets 10. semester fra Aalborg Universitet

Vil I have et uforpligtende tilbud på opgaven eller besøg?

22 20 17 17

Jeg sidder klar til at besvare jeres mail eller opkald

lhk@ejendomsret.dk